v96_2024w25p08
Dette indlæg udforsker, hvordan sårbarhed og skam kan påvirke vores kreativitet og selvudfoldelse. Det indeholder personlige refleksioner over barndomstraumer og deres indvirkning på kunstneriske udtryk - og livet generelt.
Kunsten, kreativiteten, skabelsen, kunsten at leve, at lege, udforske og være sig selv.
Det er det vi lever og ånder for, men samtidig er vi uendeligt sårbare om det. Dommen kommer hurtigt; den indre kritiker er hurtig på aftrækkeren. Du må hellere gemme det væk, hvis du ikke vil blive ramt igen.
Hvem er ikke blevet ramt? Hvem er ikke blevet såret, afvist, grinet af, udskammet eller bare ikke set? Vi er stadig bare børn indeni.
Mit barndomstraume var ikke at blive set (nok), ikke blive opmuntret (nok) og tilsidst at blive udskammet og latterliggjort. Først af min mor og så af Mårten.
Jeg skrev og tegnede som barn. Jeg skrev lange historier om fantasi figurer, da jeg var 9-10 år. Hvem gør det? Og jeg tegnede meget! Øvede og nød at øve. Jeg lærte skønskrift (kalligrafi) og tegnede meget af (efter tegneserier, blade, o.l.)
Begge dele blev tålt, måske endda opmuntret, men jeg kommer ikke fra en ekspressiv, rosende familie (mere en fejlfinder familie), så ikke nok (for mig). Og da jeg så bliver grint af og drillet over et forkert stavet ord (fok istedet for fuck) lukker hjertet sig.
Det koblet med min mors svigt og min fars sygdom har gjort, at kunsten kom i baggrunden i mange år. Det var bedre - sikrere - at satse på skolen, det akademiske. Hvis bare jeg klarer mig godt i skolen, så bliver alt godt. Og det gjorde jeg så, men det blev ikke bare godt.
Mit møde med arbejdsmarkedet var forkert fra starten, fordi grunden/formålet var forkert. Jeg valgte studie og karriere ud fra prestige istedet for passion.
Mere om den rejse i ‘hvad er det for noget med den bog’
Pointen er, at man er modig, hvis man er sårbar og er man sårbar er man modig.
Hvem lever du for? Hvorfor ikke være dig?
Stop skammen.