Dette indlæg dykker ned i den menneskelige oplevelse af autenticitet versus rollespil og diskuterer, hvordan sociale masker både kan hindre og facilitere vores interaktioner. Indlægget er baseret på en diskussion mellem Casper Christensen og Svend Brinkmann på Heartland festival. Se alle noterne her.
At være sig selv; bidrage som sig selv. At være menneske, ægte, autentisk.
Det modsatte er at spille en rolle, at forstille sig.
Men både med og uden maske kan være okay.
Masken er social struktur, roller, distance,
Høflighed på godt og ondt.
Hvilken hat vil du ha’ på?
Man kan godt være tilpas i sig selv og samtidig indtage en rolle, som ikke er ens autentiske selv, men så skal det være et bevidst valg, at i denne situation vil jeg være sådan. Det bevidste valg vil jeg tro kan fjerne ubehaget ved at man spiller en rolle, men der kan ikke være samme lethed, som hvis man kan være sit eget autentiske selv.
At tilpasse sig andre og indtage roller, som gør at man passer ind eller som man forventer vil give et positivt udfald (bifald, anerkendelse, accept, osv.). Det gør alle, men især Enneagram type 3. Netop derfor kan 3’eren miste sig selv i rollerne og lave selvbedrag - tro på at man er rollen.
At slippe forestillingerne og fortællingerne om hvem man skal være og bare være den man er. Det er frihed. Det er at være ‘at ease’. Det modsatte er spænding og ubehag i krop og sjæl
O_o Dette indlæg er baseret på noter og tegninger fra et foredrag/diskussion mellem Casper Christensen og Svend Brinkmann modereret af Gunver Lystbæk. Temaet for foredraget var ‘On standing form og being in constant development’.
Flere billeder er vedhæftet. Det primære billede er en tegning af en lille, buttet, glad monstrøsitet. Måske tilpasheden har fundet plads. Teksten på tegningen er; “at være menneske - både med og uden maske”.